RGB Lamps A/S – en innovativ virksomhed
RGB Lamps A/S er en mindre virksomhed, der udvikler og producerer diodebelysning til flere forskellige formål.
Virksomheden er et eksempel på en lille innovativ virksomhed, der har fundet et produkt, som spås en meget stor fremtidig udbredelse. Mens dioder oprindeligt kun udsender lys i få farver, er der ved hjælp af teknologi, bl.a. udviklet på RISØ og DTU, skabt muligheder for at lamper baseret på diodelys kan indeholde alle farver og styres efter behov. Diodelys forbruger kun en brøkdel af glødepærens energibehov, men er stadig dyrere i produktion.
Diodebelysning bliver allerede i dag benyttet ikke kun som et supplement til eksisterende lyskilder – men som en lyskilde der kan dække præcist de store krav der i dag stilles til kvalitetsbelysning, hvor der er behov for et flot og behageligt hvidt lys med særdeles gode lysegenskaber.
Projekter
RGB Lamps har gennem en periode deltaget i flere projekter med det klare formål, at udvikle diode teknologien i Danmark. Dette vil først og fremmest medføre en væsentlig reduktion af energiforbruget og samtidig være i stand til at designe diodebelysningen til konkrete formål. Seneste projekt er et samarbejde om gadebelysning i Gedser.
Udvikling
RGB teknologi gør det muligt at fremstille lyskilder, der er målrettede mod den konkrete anvendelse. ”Vi kan eksempelvis forstærke specielle effekter i lyset efter behov, hvilket aldrig tidligere har været muligt. Farvetemperaturen er kun én ud af mange parametre, der indgår i designet af en pære. Hver nydesignet RGB pære udsættes for mere end 40.000 beregninger, inden vi konstruerer og tester den. RGB samarbejder med flere private og offentlige virksomheder, hvor vi har løst specielle diodebelysningsopgaver til vidt forskellige anvendelsesområder”(interview på virksomheden).