Byggeforeningen Kyoto
Byggeforeningen Kyoto er en non-profit forening som vil bygge et moderne bofællesskab med 25 individuelle ejerboliger og et fælleshus. Kyoto har pr. 15. december 2006 overtaget storparcellen Græsmarken på 14.022 m2 i Borup, Køge Kommune. Her bygger de moderne 1½-plans typehuse i høj kvalitet. Der er fokus på miljø- og bæredygtighed, bl.a. med opførelsen af Danmarks 3. største solcelleanlæg på 600 m2. Det skal forsyne boligernes varmegenindvindingsanlæg/varmepumper med en stor del af den energi, der skal bruges til opvarmning af boligerne. Læs om landsbyen her
Bygningerne
Der er tale om fabriksfremstillede typehuse/træhuse i lavenergiklasse med jordvarme og solceller. Typehusløsningen blev valgt fordi de ikke ønskede udgifter til arkitekter. Desuden minimeres ricisi ved byggeprocessen, og man køber til en fast pris. Husene er fra Lindboe & Jørgensen A/S, som køber husene i Sverige. De står for at lave fundament, for tilslutning osv. og for transport af husene samt at husene lever op til reglerne. Det er kort sagt en ”pakke-løsning”. Lone Samuelsen var rådgiver i forløbet (proces- konsulent). Hun hjalp med kontraktudformning, det finansielle med banken og det praktiske med vedtægter omkring fællesskabet osv. Byggemodningen projekteres og styres det rådgivende ingeniørfirma Dines Jørgensen og Co.
Solceller
Solceller var også en pakke-løsning. Solcellerne leveres af Dong Energy i samarbejde med Københavns Energi. Varmepumper er fra Vølund a/s, som også står for opsætning, tilslutning osv. af solcelle anlæg og varmepumper. ”Det har været nemt. Det er bare at ringe. Og så er der i øvrigt en garanti på. På den måde er det sådan set meget nemt. Det er sådan et ”shake-n-bake” koncept.” (udsagn fra en beboer). Solcellerne er tilsluttet nettet, således at de ”låner” strøm ud til nettet om sommeren, og til gengæld får de tilsvarende fra nettet om vinteren uden afgifter. Solceller kan ikke fungere som selvstændig enhed fordi man producerer energien om sommeren, men bruger den om vinteren.
Solceller er taget i brug ud fra en langsigtet beregning om at det kan betale sig. De betaler ca 800 kr pr. måned, men det er til gengæld kun en varmeudgift indtil anlægget er betalt. Så bliver udgiften 0 kroner. Til forskel fra vindmøller er der ingen mekaniske dele og dermed meget få (eller ingen) udgifter til vedligehold. Og der var produktionsgaranti for DONG ENERGY. Der er 8 solpaneler, ca. 24 m2 pr hus. Der er ikke plads til så meget på sydvendte tage. Det fylder for meget hvis det også skulle dække strømforbruget til almindelig drift af el-apparater og lys.
Konceptet
”Husene vil have facader udført i blødstrøgne mursten og sort uafvalmet mat tegltag med en taghældning på 38 grader. Husene er på 108 m2 i stueetagen og en uudnyttet førstesal på 75 m2. Alle huse vil have egen have. Grundstørrelserne vil være på ca. 350 m2. Forventet pris ligger på ca. 2,4 mio. kr pr. hus. Med i prisen er også et stort fælleshus med cafe, gildesal, køkken og legeplads. Dertil kommer 150.000 kr. til solcelle-anlæg, men så dækker disse også alle varmeudgifter.” Fra hjemmesiden 2008:
I marts 2008 er 16 huse færdige efter dette koncept, og en del er flyttet ind. Bebyggelsen forventes færdig foråret 2008 og der er enkelte ledige boliger. Kyotohusene har således en ensartet fremtræden og er bygget af moderne materialer som en samlet entreprise.
Foreningen ønsker at se projektet som en bæredygtig integreret del af samfundet. ”Vores måde at bygge på kan bruges i det meste byggeri i hele landet. Vi vil drage nytte af de fornuftige fælles løsninger, som samfundet tilbyder - som fx velfungerende rensningsanlæg - men gå foran, hvor vi kan se, at samfundet har brug for eksempler på, at teknologien faktisk virker.” (fra hjemmesiden 2008).